Nyheder

14/09/2018

Gensyn med Strudal

Efter en periode med landsholdsudtagelse og karantæner, så er den grønne trup igen ved at være fuldtalling. Vi mangler “bare” vores anfører Munksgaard i udekampen mod Lyngby på søndag. Så ingen minibus på søndag :-) En kamp, hvor vi rigtig gerne vil vise, at vi kan bide skeer – på udebane – med et af de rigtig gode hold i denne NordicBet Liga og ikke bare spille godt, men også få point med hjem til Næstved.

Vi viste i søndags, at vi er et rigtig stærkt kollektiv, hvor en række afbud, karantæner og skader ikke skabte panik. Tværimod viste kampen i Viborg, at alle i truppen har deres berettigelse og alle i truppen har niveau til at spille i denne række. Vi skal dog have fokus på, at få elimineret de personlige fejl, som har kostet i de seneste kampe. Når de er væk, er der ingen grænse for, hvor langt dette hold kan nå.

Denne sæsons NordicBet Liga er blevet så lige og så uendelig spændende, som man havde forudsagt inden sæsonstarten. Alle slår alle og hånden på hjertet – hvem rykker op og hvem rykker ned? Det er nærmest umuligt at spå om. Roskilde ligger meget skidt nederst i rækken uden sejr endnu, men Roskilde har de økonomiske muskler til at ændre den situation. Det viste de med al ønskelig tydelighed, da de i mandags hyrede eks-Helsingør træner Christian Lønstrup, som alle havde spået en snarlig – og fortjent – tjans som superligatræner. Ingen tvivl om, at Lønstrup får gang i Roskilde igen og dermed er det rigtig svært, at pege på to oplagte kandidater til at rykke ned. I hvert fald er det sikkert, at uanset hvem der rykker ned, så vil det føles uretfærdigt, fordi rækken er så helt utroligt tæt.

På søndag skal vi op imod Lyngby, som har haft noget ujævnt efterår indtil videre. Meget godt illusteret af de seneste to turneringskampe. Et 0-5 nederlag mod Viborg på hjemmebane og en 4-1 sejr i Roskilde. Som alle ved hernede på Sydsjælland, så trænes holdet af Næstveds største fan – Mark Strudal – som har en stor stjerne blandt de grønne fans. Hvem husker ikke Brøndby-kampen d. 6. november 1988, hvor vi vandt 5-3 i Brøndby med to mål hver af bomber-duoen Kurt “Kuddi” Jørgensen og Mark Strudal. Jo, der er rigtig mange gode minder fra Strudals tid i den grønne trøje, så det bliver en speciel oplevelse, at have Strudal på den modsatte side af kridtstregen.

Kampen på søndag er møgvigtig for både Lyngby og os. Lyngby vil rigtig gerne kigge opad i tabellen og kan ikke tåle, at sætte point til mod os. Omvendt skal vi igen have point på kontoen, så vi kan holde god afstand til stregen. Vi stiller op i næsten stærkeste formation og fyldt op på bænken med reserver. Vi tror på, at vi kan lave et resultat i Lyngby uanset at vi på ingen måder kan være favorit.

Start bilen og hjælp de grønne til nye point i NordicBet Ligaen. Kampen spilles søndag d. 16. september kl. 13.45 på Lyngby Stadion, Lundtoftevej 53, 2800 Lyngby.