Nyheder

25/05/2018

Første matchbold

Vi har 3 matchbolde for at sikre oprykningen til 1. division, som er meget, meget tæt på. Vinder vi på søndag over Middelfart, så er vi matematisk sikker på 1. division efter sommerpausen. Man kan også opstille nogle senarier, hvor Jammerbugt og Kjellerup sætter point til inden på søndag, som også fører til en matematisk sikker oprykning til 1. division. Men – det bruger vi ikke tid på. Vi vil slå Middelfart og gøre arbejdet helt færdigt selv.

På mange måder vil det være godt, at få oprykningen helt på plads i denne weekend – også set i det lys, at så får den sportslige ledelse ekstra tid til planlægningen af sammensætningen af truppen, som skal føre os godt igennem sæsonen 2018/19 i 1. division. Udgangspunktet er naturligvis, at spillerne, som har gjort det så fantastisk her i foråret, skal have chancen i den kommende sæsonen, men i et transfervindue kan der ske mange ting og vi må se, hvad det er for en trup, som Michael Hemmingsen råder over, når den nye sæson starter.

Her og nu gælder det søndagens hjemmekamp mod Middelfart, som vi må sige virkelig har fundet storformen i sidste weekend, hvor de bankede ellers formstærke Kjellerup med hele 7-3. Et flot resultat, som afføder respekt hos de grønne. Middelfart kan spille fuldstændig frit på søndag og forhåbentlig betyder det, at vi får et brag af en kamp, hvor der ikke bliver fedtspillet, men hvor begge hold går efter en sejr. Sikkert er det i hvert fald, at vi bliver mange, der kigger på og at vejret bliver dejligt solrigt. Det kan ikke blive bedre. Fantastiske omgivelser til en oprykningsfest.

Den omvendte kamp i Middelfart kan de helt sikkert huske i det vestfynske. Middelfart var foran indtil pokker tog ved Finnur. Først et flot lop ude fra kanten af feltet midt i 2. halvleg og derefter et brag af et dommedagshug i den dybe overtid, som bragede ind bag den chanceløse Middelfart keeper.

Siden da er Finnur bare blevet bedre og bedre og de øvrige offensive esser på Næstved hold har ligeledes vist storform i de seneste kampe – samtidig har vores defensiv været bundsolid, så der er virkelig lagt op til en brag af en kamp på søndag.

Kom ud på søndag og hjælp de grønne det sidste lillebitte stykke vej til 1. division.

Kampen mod Middelfart spilles på søndag d. 27. maj kl. 14.00 på Næstved Stadion. Rigtig god kamp!