Nyheder

06/03/2017

Første hjemmekamp i foråret

Så skal vi igang med den første kamp på hjemmebane her i foråret. En pokalkamp mod FC Roskilde, som startede dette forår med en sikker, sikker sejr over AB på udebane. Der er begyndt at blive snakket om superliga rundt om i krogene i Roskilde og omegn og det giver god mening. Holdet er forstærket i vinterpausen, ligger på en flot 2. plads og har ambitionerne i orden.

Så det bliver en svær kamp på onsdag mod FC Roskilde. Derom ingen tvivl. Roskilde må helt klart tage favoritrollen, men det måtte et vist hold fra Nordsjælland vel også i efteråret, så selvfølgelig har vi muligheden for, at komme videre i pokalen på onsdag.

Det er dog op af bakke i øjeblikket for de grønne. Et ærgerligt nederlag i Fredericia i søndags, hvor vi havde fortjent en bedre skæbne, men fodbold er nogen gange et forunderligt og nådesløst spil. Samtidig må vi konstatere, at hold som Skive og NFC og måske også Fremad Amager overrasker big time og det gør ondt på os i tabellen. Det er meget sjældent, at to oprykkerhold ud af tre bare drøner derudaf, men NFC og Fremad Amager gør det rigtigt godt og en hold som Skive er i gang med en fantastisk sæson, som ikke burde være mulig, men det er de fakta, som os grønne må slås med iøjeblikket og de fakta siger altså, at de nærmeste 2 hold i tabellen er 2 fuldtidsproffesionelle hold.

Men sæsonen er lang og vi har mange muligheder her i foråret for at skabe succes. Grundstenen for succes er lagt her i vinterpausen med 4 spillerindkøb, som målrettet forstærker holdet, hvor det gør mest gavn.

Målmand Jacob Pryts Larsen. En ung gut på 18 år, som er godt skolet i Brøndby og allerede nu presser vores normale 1. keeper Sebastian Olsen rigtig godt. Der bliver mulighed for at “tjekke ham ud” på onsdag. Det er planen, at han står på onsdag.

Forsvarsspiller Hasan Kurucay er en spiller, som OB overvejede meget længe om de skulle lade gå – eller forlænge med. Hans talent er uomtvisteligt og hans spil er på et meget højt niveau. Han spiller med stor selvtillid og man sidder i OB med en lidt underlig smag i munden. Har man i OB ladet en guldklump smutte? I hvert fald holder OB fortsat meget godt øje med denne unge forsvarspiller. Han spiller også på onsdag og med Nicolai Hansens skade, hvis omfang ikke kendes i skrivende stund, får vi helt sikkert Hasan at se i de næste kampe. En spændende spiller, som er værd at holde øje med.

Kantspiller Andreas Moos er en tidligere AB-spiller, som AB gerne ville have beholdt, men Næstved var ganske enkelt mere interesseret og heldigvis gav sportschef Frisensholms “ringeri” pote og vi kan nu nyde en teknisk stærk kantspiller med et godt venstreben i rigtig mange kampe i foråret og helt sikkert også på onsdag.

Slutteligt – endelig er vel på sin plads, at skrive – har vi fået den angrebskollega til Nygård, som vi har sukker efter. Hakeem Araba er en stor, fysisk meget stærk engelsk angriber, som er et fysisk muskelbundt, som der ikke er mange af i denne 1. division – overhovedet. Samtidig har han et godt spark og vil helt sikkert give problemer for mange forsvarsspillere i denne 1. divison. Kom ud og se ham på onsdag. Han starter helt sikkert inde.

Så – kære Næstvedfan – kom ud og hjælp de grønne til en sejr på onsdag og kom gerne rigtig tit i dette forår. Vi har i den grad brug for dig og det er nu, at vi skal vise, at vi kan bakke op og støtte spillerne. Sure beskeder på de sociale medier giver ikke rigtig nogle point i tabellen.

Pokalkampen spilles nu på onsdag d. 8. marts på Euro Outlet Stadion Næstved kl. 19.00. Kom ud og hjælp de grønne fra Næstved til endnu en pokaltriumf.