Nyheder

07/03/2019

En nede – to tilbage

Viborg blev sendt hjem med et nederlag. Nu venter kamp nummer to – Silkeborg – af tre meget svære hjemmekampe her i opstarten af foråret. Torsdag i næste venter superligaklubben AaB i pokalturneringen.

Vi fik sparket forårssæsonen i gang i søndags med en kongekasse – en klasseklasse – et gudemål af vores Andres Moos, som blev dagens mand i skysovs. Et fantastisk mål at starte sæsonen på og med det samme var den samme følelse tilbage, som vi alle havde i efteråret. Følelsen af, at vi ikke kan tabe og de tætte kampe falder den rigtige vej og ender med point til de grønne.

Det var ikke blot held og tilfældigheder, at vi fik tre point i søndags. Det skyldes benhårdt arbejde fra alle i og omkring truppen og det skyldes masser af hårdt arbejde på træningsbanen i vinterens løb – og så skyldes det selvfølgelig også, at Andres Moos har trænet sit spark igen og igen og igen. Hans kasse i søndags var bestemt ingen tilfældighed. Den mand kan sparke til en bold.

Der er også grund til at nævne en Viktor Wagner, som kom direkte fra bænken og ind i start-11’eren efter Terkel ikke bestod den fysiske test (småskadet) inden kampen og må vente til søndagens kamp mod Silkeborg med at komme i kamp.  At Victor kan glide ind i start-11’eren fuldstændigt uproblematisk og det endda på en så central plads som midterforsvaret vidner ikke blot som Victor’s store kvaliteter,  men også om et godt indkørt spilsystem – og det er trænerteamets fortjeneste.

Derfor er der grund til at være optimistisk med hensyn til forårets kampe. De nye spillere, som er kommet til i vinterpausen, er nu godt integreret på holdet og konkurrencen om pladserne i start-11’eren er øget markant – ja, selv pladserne på bænken er der masser af konkurrence omkring. Vi går et spændende forår i møde.

Efter en meget svær kamp i søndags kommer der nu endnu en af slagsen. Måske endda en endnu sværere kamp end mod Viborg. Viborg har en svaghed for udekampe på Sjælland, hvor de ikke har høstet de point, som træner Steffen Højer har forlangt. Vi har stor respekt for Silkeborg, som har en spændende og stærk trup. En spiller som Ronnie Schwartz behøver ingen nærmere præsentation. En meget stærk angriber, der scorer stabilt og ofte – senest i søndags mod FC Roskilde. Ham skal vi passe gevaldigt på – og så har de en træner, som hedder Michael Hansen. En gammel Næstved-kæmpe, som vi byder velkommen her på ProfaGroupPark, men mere end det har vi ikke planer om at forære ham, fordi vi vil rigtig gerne have point igen på søndag. Det bliver møgsvært – sandsynligvis sværere end i søndags, da trykket må ventes at blive markant fra midtjyderne – og bare et point må anses for en positiv overraskelse, men vi går benhårdt efter point på søndag.

Vi har brug for din hjælp, så mød op på søndag. Vi lover endnu en intens og spændende kamp, hvor der bliver kæmpet om hver eneste bold. Michael Hansen og Silkeborg har som erklæret mål, at de vil rykke op i superligaen. Skal de det, så er det kampe som mod os, at de skal vinde – og det må vi så se, om Silkeborg har kvaliteten til. Vi vil pokkers gerne stikke en pind i det hjul.

 

Hverken Silkeborg eller os har spillere i karantæne til kampen på søndag.

 

Kampen spilles på ProfaGroupPark nu på søndag d. 10. marts kl. 13.45. Kom ud og hjælp de grønne til endnu 3 point.