Nyheder

15/10/2018

En af de vigtige venter i Roskilde

Tirsdag skal de grønne en tur til Roskilde og på en svær udfordring. Indtil videre har vi blot vundet en enkelt af vores udebanekampe – den mod Lyngby – men på tirsdag har vi mulighed for at fordoble den statistik. Det bliver dog rigtig svært. Christian Lønstrup har haft en lille måned til at arbejde med sine spillere og langsomt er Roskildeholdet ved at finde sig selv. Senest et 2-2 resultat mod Nykøbing FC, som ellers har været godt kørende på det sidste.
Hos de grønne er der kommet en smule grus i maskineriet. De seneste 2 kampe har resulteret i et nederlag mod førnævnte Nykøbing FC og et – vi må være ærlige – lidt heldigt uafgjort resultat mod FC Helsingør, hvor vi uden en storspillende Jacob Pryts havde tabt den kamp. Men vi har alle muligheder for igen, at rykke opad i tabellen. Vi tager til Roskilde uden spillere i karantæne og Michael Hemmingsen har haft ekstra tid med spillerne på træningsbanen til, at finpudse detaljerne op til Roskildekampen på grund af landsholdspausen.
Næstved har haft hele 3 spillere afsted på landsholdsopgaver. Finnur fik næsten fuld tid for Færøerne, det samme gjorde Ahmed Hassen for Irans U-23 hold og sidst, men bestemt ikke mindst, fik vores keeper, Jacob Pryts masser af ros efter sin U-20 kamp for Danmark, hvor han virkelig fik vist, at han udvikler sig med raketfart hos de grønne. Tillykke til alle 3.
Kampen på tirsdag er en af de vigtige. En sejr og vi ligger på 4 . pladsen med 1 point til en play-off plads –  med lidt held. Et nederlag og vi er pludselig i midterfeltet af tabellen og har ladet Roskilde hente 3 point på os i kampen om at undgå nedrykning. Med 18 point har vi allerede nu hentet en god portion af de point, der skal til for at undgå nedrykning. De mest optimistiske mener, at 30 point er nok til, at undgå nedrykning. Vi skal nok lidt højere op, men allerede nu kan vi slå fast, at vi vil gå til vinterpausen med god optimisme og en tro på, at der også i 2019/20 vil være NordicBetLiga bold på ProfaGroupPark.
De grønne spillere har brug for opbakning og derfor opfordres alle til, at komme til Roskilde på tirsdag aften og hjælpe de grønne til nye 3 point. Vi plejer, at være mange på udebaneafsnittet, når de grønne spiller og det håber vi også at være på tirsdag.
Mød op og hjælp de grønne til sejr. Kampen spilles på Roskilde Idrætspark, Rådmandshaven 10, 4000 Roskilde kl. 18.30 på tirsdag d. 16. oktober. Rigtig god kamp !