Nyheder

29/09/2017

Brønshøj ude

På lørdag d. 30. september skal de grønne op imod hvepsene fra Brønshøj, som har tabt 6 kampe i streg og nu har 6 point op til stregen, som angiver de hold, der skal i oprykningsspil og hvem der skal i nedrykningsspil. Så Brønshøj har kniven helt inde i halsen, hvis ambitionen fortsat er, at komme i oprykningspil.

Det kan undre, at det er gået så skidt for hvepsene i de seneste kampe, fordi holdet har en fin trup og da vi mødte Brønshøj for en måned siden på hjemmebane fik vi kun lige slæbt en 2-1 sejr i hus. Spørger man den menige fan på Tingbjerg Ground, så er angrebet “den skyldige”. Det er blot blevet til 6 mål i de 8 kampe indtil videre og det er ikke prangende. De 4 forreste i truppen (Naundrup, Buch, Boateng og Bechmann Timm) har scoret 5 mål i de 8 kampe. Lidt af et paradoks, fordi de 4 er alle rigtige dygtige angribere, der godt ved hvor kassen står. De kommer igang på et eller andet tidspunkt. 

Sportchef Thomas Ibsen har da også efter det seneste nederlag været ude og udtrykke opbakning til trænerteamet. Ligesom ledelsen i AGF har udtrykt tillid i denne uge til Glen Riddersholm. Så kan man diskutere om en sådan opbakning er opbakning eller et vink med en vognstang om, at nu er lunten meget kort. Ingen tvivl om, at der er pres på trænerteamet i Brønshøj og ledelsen vil se striben af nederlag stoppet nu på lørdag.

Der er dog bare det lille problem, at vi har også brug for en sejr. Faktisk har vi brug for 6 sejre i de sidste 6 kampe. Det noget ufortjente og ærgerlige nederlag mod Hvidovre i søndags koster i tabellen og vi skal have skrabet så mange point sammen, som overhovedet muligt i de sidste 6 kampe her i efteråret og så håbe på lidt gummiben hos Hvidovre og Skovshoved. Ellers kan foråret blive mission impossible. Og det skal vi ikke ud i.

Vi må undvære Kristoffer Munksgaard på lørdag – og iøvrigt også i næste kamp mod Frem på hjemmebane efter Kristoffers røde kort mod Hvidovre. Brønshøj er ligeledes svækket, da Jeffrey Akwasi-Appiah Ofori også fik rødt i sidste runde. Men ellers er de grønne fit for fight bortset fra langtidsskadede Rasmus Grosen, som vi sandsynligvis ikke får at se mere i denne sæson. 

Tag turen ind til Tingbjerg Ground, Ruten 2, 2700 Brønshøj og støt de grønne. Kampen spilles kl. 15.00 på lørdag d. 30. september.