Nyheder

20/07/2014

Angrebsprofil forlænger med Næstved

Med ni mål i 15 kampe for Næstved slog Tobias Thomsen i foråret sit navn fast i angrebshierarkiet for ”de grønne”.

I de kommende år kan holdets fans formentlig også se frem til at se den 22-årige angriber smadre boldene ind bag modstandernes målmand.

Næstved og Tobias Thomsen har således netop underskrevet en kontrakt for de kommende tre år.

– Jeg ved ikke om tanken er, at jeg skal være i Næstved i alle tre år, men jeg håber i hvert fald at slå igennem med godt spil og mange mål. Så kunne det jo være fedt, hvis jeg kunne blive solgt videre på et tidspunkt, så Næstved også kunne tjene nogle penge på mig, fortæller angriberen.

Efter sidste sæson blev han meldt på vej væk fra Næstved, men Tobias Thomsen forklarer, at han hele tiden håbede på en ny aftale med ”de grønne”.

– Det har været lidt forvirrende for alle parter, fordi vi har været uenige om nogle punkter. Men jeg har haft Næstved som min første prioritet hele tiden, siger spilleren og fortsætter.

– Jeg fik lov til at komme og træne med i opstarten og i den forbindelse har jeg snakket en del med Mogens (træner Mogens Krogh, red.). Jeg er meget taknemmelig for både de snakke jeg har haft med ham og måde klubben har behandlet mig på, fortæller Tobias Thomsen.

– I Næstved er man naturligvis også glad for at have lavet en lang aftale med angriberen.

– Tobias har udviklet sig utrolig godt siden han kom til klubben før sidste sæson. Han har vist, at ud over at han er en sympatisk person der har nogle gode kvaliteter på en fodboldbane, så kan han score mål. Og personligt ser jeg frem til mange mål fra hans side, siger direktør Preben Jul Pedersen.

Aftalen med Tobias Thomsen gør, at Næstved nu skifter fokus i forhold til hvilke positioner der skal hentes spillere til.

– Jeg vurderer at offensiven nu er på plads, så det næste område vi skal se på er defensiven, fortæller direktøren.

– Vi arbejder på højtryk med flere mulige navne og jeg forventer, at vi i den nærmeste fremtid kan præsentere den næste spiller, forklarer Preben Jul Pedersen.