Nyheder

27/10/2018

Alle mand til Køge Syd

Med jubelbrølet i søndags i frisk erindring fra Ahmed Hassans målgivende aflevering og Finnur Justinussens kølige inderside er der grund til optimisme med hensyn til søndagens away kamp mod HB Køge. Jo, vi er væsentligt stærkere hjemme end ude, men HB Køge er ikke det HB Køge hold, som startede sæsonen så flot. De har ikke vundet i de seneste 5 kampe og har tabt de seneste 3 kampe,
Hvis der findes et godt tidspunkt, at møde HB Køge på, så er det nu.  Senest et 0-2 resultat mod Hvidovre, hvor meldingerne fra kampen er, at det var et retfærdigt resultat, som var et godt billede på kampens udvikling. Men, men, men – vi skal huske, at HB Køge er stærkt besat mandskab med en klasseangriber i forreste geled, nemlig Martin Koch Helsted, der ligesom Finnur Justinussen står noteret for 10 kasser i denne NordicBetLiga og HB Køge skal nok komme i gang igen på et eller andet tidspunkt. Om det bliver på søndag er vi selv medbestemmende omkring. Vi skal forsøge at sætte os på kampen og udnytte, at der måske ikke er den allerstørste optimisme i HB-Køge truppen lige nu.
Modsat er vi igen kommet i gang med en pointmæssig lidt slunken høst i kampene før Lyngbykampen, hvor vi fik fuld udbytte og sendte Lyngby hjem med et nederlag, som helt sikkert har gjort ondt. Det var en 50/50 kamp, som kunne være gået til begge sider, men vi fik igen bevist, at vi har en bred trup. Det var de to indskiftningsspillere, Ahmed Hassan og Souheib Dhaflaoui, som henholdsvis erobrede bolden og lagde den målgivende aflevering, som sikrede 3 dejlige point til Næstved Boldklub.
HB Køge må undvære Magnus Häuser grundet karantæne (for mange af de gule), mens vi igen har Daniel Norouzi til rådighed. Bortset fra langtidsskaderne i Næstved-truppen skulle alle grønne spillere være kampklar.
Det er en oplevelse, at stå i udebaneafsnittet, når de grønne er i kamp, så start bilen og kør den korte vej til Herfølge, hvor vi spiller på søndag. Vi har brug for dig og din støtte.
En sejr mod HB Køge og så er vi pludselig helt oppe, hvor det er rigtigt sjovt.
Kampen mod HB Køge spilles på søndag d. 28. oktober kl. 13.45. Adressen er Capelli Sports Stadion, Vordingborgvej 124, 4681 Herfølge. Rigtig god kamp.